One Bite Better // Gør det nemt at spise sundt, når du spiser ude

Jeg har mistet min far // Når livet ramler sammen

Når livet ramler sammen

På ét sekund d. 24 januar vendte mit liv op og ned. Vi var netop landet fra en ferie i Dubai hvor min far skulle have hentet os i lufthavnen sammen med min kæreste, men ikke dukkede op.

Min højt elskede far var sovet stille ind på sin sofa, i selskab med familiens lille hund, der stod vagt ved hans side, da vi kom hjem til ham. Det kom som et ubeskriveligt chok – et chok, jeg stadig fordøjer. Et chok som er blandet i en cocktail af en lige så ubeskrivelig sorg og savn. En følelse af at gulvtæppet bliver revet væk under dig og himlen styrtede ned i hovedet på vores familie. Det er nu 18 dage siden, og jeg er i en ambivalent følelse af, at tiden er stået stille, at det lige er sket eller det er flere måneder siden. Yes, der er rod på øverste etage  – og i min sjæl.

Jeg har svært ved at sætte ord på hvad der foregår inden i mig og jeg har også gået utrolig stille med dørene, i forhold til, at jeg har valgt at leve mit liv rimelig transparent, både med blog og firma. Men det her, det har jeg ikke kunne dele før nu – og det er stadig svært for mig at dele. Jeg ved ikke hvad det handler om, om det er fordi jeg synes det bliver hamret ind i sten, hvis jeg sådan bare siger det højt. Om det er fordi, at jeg har lyst til at kunne gemme mig bag en facade og leve i en verden, hvor dette ikke er sket. Eller fordi det handler om at jeg normalt er rimelig afklaret i mit hovede omkring alt ting, og lige nu føles det som mit liv er kastet ned i en blender, jeg ikke selv har stop knap over.

Min Far

Min far var en mand med en stærk karakter – stærke meninger –  et varmt og stort hjerte – en pavestolt far og mand. Han byggede selv et firma op, ligesom jeg er igang med og jeg har haft mange stærke samtaler og gode råd fra ham. Han vidste hvad jeg gennemgår, han kender mig og dér hvor jeg har mine største styrker og svagheder – og han var klog på livet og selvudvikling. Han var sammen med min mor, den største støtte i alt hvad jeg har foretaget mig og hvad jeg kaster mig ud i. Mine forældre har sørget for at give mig selvværd og selvtillid og vist mig hvad alt fra dannelse, værdier, empati, vilje og mod betyder. Han var blandt den lille håndfuld mennesker, jeg altid ringer til allerførst, når jeg oplever noget stort og godt – eller svært. Han tog sig altid tiden til at snakke og han gav de mest fantastiske kram. Den slags kram, hvor man føler at uanset om huset ville vælte, så ville der ikke ske noget – så stod vi stadig dér midt i krammet, og alt var fint. Han og min mor boede ikke sammen efter jeg var ca. 12 år, men har altid holdt ved hinanden som en slags soulmate-bedste-venner, pakket om en smuk kærlighed. Vi fortsatte med at være en familie, på den måde at vi holdt fødselsdage, middage, frokoster, ferier, en spontan kop kaffe eller en omgang aftensmad, højtider og familie arrangementer sammen, altid. Jeg kan ikke udtrykke med ord, hvor tom hans plads om bordet føles nu. Hans hjørne i sofaen hos min mor. Hans gode råd, hans små “jeg ville bare lige høre hvordan det går – opkald” mangler.

En ny tid

Jeg skal finde en ny balance nu, og jeg skal genvinde min styrke. Jeg føler jeg skal finde en ny identitet. Èn hvor min far nu er min skytsengel – og selvsagt også resten af min families skytsengel. Der er dage der er urimeligt svære og der er dage, som er en smule nemmere. Jeg har dage hvor jeg har behov for at være i sorgen og tude som en lille pige med lyd på og hulken – og så har jeg andre dage hvor jeg næsten forsøger at fortrænge det for at kunne være i min egen krop. Der er dage, hvor jeg kan klare at forholde mig til hvad som er sket, uden stadig helt at forstå det, og mindes alle mulige skønne ting om min far, sammen med familien. Jeg håber, der kommer flere og flere af den slags dage.  Jeg ved min far ville bede mig om at tørre øjenene og gemme nogle tårer til jeg blev voksen (ja, det ville han stadig sige selvom jeg nu snart runder de 27 år, for jeg var stadig hans lille pige). Han ville bede mig fokusere på alt det postive.

Min mor bad mig forleden huske på, at jeg ikke måtte lade sorgen svigte mig selv og folk som regner med mig – dét ville min far selv havde levet efter. At jeg skulle prøve at bruge fars pludselige død, til at leve endnu mere. Livet er skrøbeligt og vi skal få alt det ud af det vi ønsker og kan. Bruge til på dem og det vi elsker og være tro mod os selv. Og det er der noget utrolig rigtigt i.

Jeg vil indrømme at det lige i denne tid er hårdt at være selvstændig – og “bruge” mig selv så meget i dét, som jeg gør. Dage hvor jeg kunne have lyst til at gå i hi, melde mig ude, men skal være på, – fordi sådan er det. Der kommer til at gå lang tid før mine grin kommer helt nede fra maven igen og smilene er ægte og uundgåelige. Og det er ok. Det kan ikke være anderledes.

Jeg holder en facade, indtil sårene er mere helet og jeg er klar til at være til stede uden facaden, og vise de ar som altid vil være en del af mig nu. Jeg tror der er mange med psykoanalytiske egenskaber, der ville sige det var en dårlig idé – men sådan bliver det. Hvis jeg skal være helt ærlig, har jeg meget svært ved at være sårbar blandt mennesker jeg ikke kender godt, når sårbarheden stammer fra et stor-blødende sår som dette.  Vi har alle vores ting at kæmpe med, og jeg ved mange influenter er gode til at dele dem. Det synes jeg normalt også jeg er, men dette her er anderledes. Jeg tror det handler om, at jeg skal være længere i min egen proces. Jeg skal kunne håndtere sorgen, før jeg begynder at forholde mig reflekterende til den. Jeg tror også det handler om, at mit hoved-virke er i erhvervslivet, og ikke som influenter, og der befinder jeg mig i rigtig mange situationer, hvor jeg bestemt ikke har lyst til at knække sammen med sminken rendende ned af kinderne. Det gemmer jeg, til jeg kommer hjem.

Jeg har også besluttet, at bruge arbejdet som adspredelse, som et break for sorgen, der lige nu ligger som en underlægningsmusik i alt. Når jeg går i arbejdsmode, hører jeg den ikke lige så tydeligt. Det skal være mit frirum, hvor der sker gode ting og fremskridt. Og så kan jeg snappe ud igen, og give sorgen plads og være i det. Med i det, ligger også, at jeg bare så forbandet gerne vil gøre min far stolt – begge mine forældre selvfølgelig, men dette indlæg er selvsagt dedikeret til ham. Jeg ved han er her, hos mig og hos os – han ser hvad vi gør, hvordan vi har det og hvad som sker i vores liv. Så selvom jeg har en lang liste over ting jeg er ulykkelig over han ikke oplevede eller vi oplevede sammen, prøver jeg at holde fast i, at han nok skal se det.

Jeg elsker dig far <3

 

Min mor og far fra i sommer, da min lillebror blev student <3

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

One Bite Better // Gør det nemt at spise sundt, når du spiser ude